— Jeg synes du er paa vei til at fornegte kunsten, ærtet Sanne.
Kilian reiste sig og tømte sit glas.
— Det er meget mulig, sa han koldsindig . . . . Jeg maler saa godt, jeg kan. Du minder mig imidlertid om, at jeg skal ha model. Det er et portræt.
— Saa faar vi følge.
— Det nytter ikke, sa Kilian litt nervøst. Jeg maa skynde mig — en bil — — du forstaar. Farvel og tak for idag! . . .
Sanne slentret langsomt efter sin ven. Det var svært saa Kilian Peters hadde tat sig sammen i det sidste. Han var likefrem blit en ordensmand. Og se der! . . . Skraadde han ikke over Champs Elyseés som om der aldrig hadde eksistert bilskræk i ham! Det var da forunderlig, hvor alle de gamle bohêmer hadde luftet paa sine anskuelser i det sidste. De flyttet væk fra Montparnasse. Snart blev han sittende alene deroppe som et gammelt gudebillede, mens de unge foler sparket og slog bakut i kunstens autoriserte havneganger . . . . Mon det var sandt hvad man fortalte om Kilian, at han var blit set paa Montmartrekanten i det sidste, strammende op med en ikke helt ung, men ganske flot frue av det lavere bourgeoisi. Det hørtes utrolig ut. Skulde han virkelig — som han sa — ha assurert sin daglige tilfredshet?. . . .
Digteren Sanne sukket dypt. Det var som en svak uro lurte sig ind paa ham. Maaske det var det almindelige sommertegn: Længslen efter idyllerne ute i Isle de Francs, de kjølende skygger i Grez eller Marlotte og epleblomsternes drys i Barbizons haver.
Og pludselig mindedes han en nat derute i Jean
