— Der gaar den gode kunst, mumlet han haanlig og skyndte sig videre. . . . . Pokker ta disse fruentimmer!
— — — — —
Men Klara Stern saa ikke jøden Rosenstein. Hun hadde gaat en lang tur i Boulogneskogen. Hendes kinder blusset, — men det var ikke bare Vorherres vaar, som hadde farvet dem. Hun hadde tat en stor beslutning og dens morgenglans skinnet i hendes blik. Det hadde kostet megen kamp og mange vaakne nætter. Men nu var det over og Thomas Karon syntes hennes øine lyste som stjerner, da hun traadte inn i salonen.
— Naa — du har nok været en lang tur, sa han og trykket hendes haand. Der laa nogen ganske andre ord paa hans læber, men han kunde ikke faa dem frem . . . . Jeg har hat en gjæst, som du ser, fortsatte han hurtig og pekte paa portvinen. . . . Mødte du ikke Rosenstein paa trappen?
— Jeg saa en sort skygge. lo hun muntert. Saa det var den berømte Rosenstein. Hvad vilde han?
— Han slængte mig saa at si min operette like i ansigtet.
Den unge dame blev pludselig meget alvorlig, men hun beroliget sig, da Karons ansigt ikke viste noget tegn paa ærgrelse eller bekymring.
— Du spøker, kjære ven?
— Det er mit ramme alvor. Han syntes vel, at der var gaat kunst i min musik.
— Jamen —
— Og det har han vel ret i, avbrøt Karon hende.
-— Saa lav daarlig musik, så hun næsten ky-
