nærmest i retning av mekanik. De ser godt ut. Filmer De?
— Netop, buste det ut av russeren. Jeg var engagert hos Pathé freres og skulde netop kreere hovedrollen i «Gobis Løve». Men saa. . . .
— blev De knepet og dømt?
— Ja men det var en blodig uretfærdighet. Det gjaldt en diamantnaal.
— Blev den fundet hos Dem?
— Nei hvor kan De tro?
Amerikaneren flyttet sig hen til hans bænk.
— Mit navn er Jones, sa han.
Ossipino bukket og de trykket hinandens hænder.
— Det er nogen eiendommelige domstoler her i Paris, konverserte Jones. . . . Vi utlændinger blir dømt paa de tarveligste indicier. Jeg fik 2½ aar for delagtighet i indbrud. Ingen hadde set mig. Ingen fandt noget hos mig.
— Maaske fingeravtryk? prøvet Ossipino sig frem.
— Hvor vil De hen? Der var ingenting at sætte sin finger paa. Til og med hadde jeg deltat i krigen og udmerket mig — ved intendanturen. Intet hjalp.
— De hadde saaledes intet med indbruddet at gjøre?
— Det vil jeg ikke netop si, sa Mr. Jones eftertænksomt og manikurerte sine negler med en fil. Men man maa da i al retfærdighets navn forlange sikre og fældende beviser for ens skyld. Det er jo derfor man har detektiver og dommere. Man kan ikke slænge en gammel kriger i fængsel paa grundlag av anelser, mistanker og antipatier. . . Og De blev altsaa ogsaa uskyldig dømt.
