let han grættent. Jeg tror til og med, at den synger falsk.
— Godmorgen, sa pludselig en røst fra den anden bænk.
Ossipino fôr sammen. Fængselsluften hadde øiensynlig gjort ham nervøs. Men han beroliget sig noget, da han opdaget, at røstens indehaver var en liten væver mand — uten uniform.
— Det er vaar i luften, fortsatte den lille mand og gapte. . . . Det blir en vakker dag. . . Sovet godt?
— Upaaklagelig, svarte Ossipino litt avvisende.
Men manden lot sig ikke anfægte. Han var øiensynlig ikke av de stille i landet. Hans fransk var ikke helt uten lyde. Foruten den obligate galliske potet i næsen fandtes der en lignende i hans hals, som røbet amerikaneren.
— Jeg liker disse bænkene, kilte han ivei og rettet litt paa sit toilette . . . Der er stemning over dem — en touche av gammel elskov. Man sover trygt og drømmer behagelig.
Ossipino hadde ikke noget at bemerke dertil. Men han følte sig nu helt beroliget. Det var noget ved hans sovekamerats konversation som tydet paa den dannede mand.
— Vi kommer fra det samme sanatorium, fortsatte amerikaneren.
— Jeg forstaar ikke rigtig, mumlet Ossipino.
— Med andre ord: Vi blev sluppet ut samtidig. Det er litt av et vink i slike tilfældigheter. Hvad er Deres profession — om jeg maa spørge?
— Kunstner, svarte Ossipino stolt.
— Det er jeg ogsaa paa en maate. Mit talent gaar
