den gamle søle, som var muggen og grætten efter en haard vinter, anledning til at tænke sig om.
— Dette gaar aldrig godt, mumlet pytten og klamret sig til en forhøining i terrænget.
En liten graaspurv, som hakket i nogen maanedgamle matrester, der hvirvlet rundt i pytten, hørte hvad der blev sagt.
— Utaknemlige bæst, kvidret den, nu gaar det netop rigtig godt. Hører du ikke, gamle, hvorledes det suser i luften. . Merker du ikke, hvorledes det flyter som ild i dine aarer.
— Jo, svarte pytten og hutret av varme og skræk . . . . . Men vi hadde det saa godt under bænkene. Det var stabile forhold. Nu flyter vi. . . .
— Alt flyter, trøstet spurven.
— Og snart gaar det like lukt i helvete, jamret pytten og slap taket i forhøiningen og begyndte at rinde nedover asfalten mot rendestenens brusende Niagara. . .
— Jeg forstaar ingenting, skrek vintersølen og klamret sig et øieblik til trottoirkanten. . . .
Saa styrtet den utover.
Men spurven flakset op i et træ.
— Det er vaaren, kvidret den,. . . . Vaaren, vaaren. . vaaren.
Og saa gav den sig til at synge paa sin litt umusikalske maate aldeles som den var en nattergal . . . .
— — — — —
En høi skikkelse reiste sig fra en av bænkene og gned sine øine. Det var vor ven Ossipino, som den foregaaende aften var sluppet ut av fængslet.
— Det er da pokker saa den spurv kvidrer, mum-
