Karon reiste sig hurtig og gik mot døren.
— Hvem kan det være? spurte Sanne.
Musikeren, som allerede hadde grepet dørklinken, vendte sig.
— Kanske det er julestjernen som kommer, sa han smilende og skyndte sig ut.
Kilian tømte sit glas.
— Jeg synes Karon er blit saa underlig i det sidste, sa han langsomt.
— Kanske det er den daglige omgang med spøkelserne, forsøkte Sanne sig. . . . Den gamle marki var en ven av kunst og kvinder. Det siges, at han dyrket humbugmakeren Cagliostro, som var et jern efter fruentimmer, og at Rivarol og Beaumarchais rendte her paa dørene. Du skal se, det er disse fyrene, som tusler her omkring og det er farlige læremestrer.
— Undres paa om Fragonard ogsaa hadde sin gang her i huset, sa Kilian eftertænksomt.
— Vær sikker. Den gamle libertiner visste nok, hvor han gik. Naar alt kommer til alt, deltar han vel i spøkelseskollegiet.
— Det var noget, jeg gjerne vilde ha spurgt ham om.
— Hvad da?
— Hvor han har faat den underlige næsten selvlysende sølvgraa farvetonen fra i sine bedste billeder.
Sanne trak paa skuldrene og sukket. Som efter en fælles indskytelse reiste de sig. Der var saamange uløste gaater. Der var spøkelser, farver og julestjerner. Men foran dem stod realiteten i renkultur: En
