knaket i trapperne, galante spøkelser kniste rundt omkring og et gammelt spinet fra Lullys dager klimpret stundom for sig selv.
— Det er et pudsig hus, sa pludselig Sanne og blæste en tyk røksky op mot det lave loft. . . . Jeg synes stundom, at jeg hører det mumler i krokene.
Karon nikket.
— Alle disse gamle huser fra før revolutionen har det paa den maate. De er forbandet snakkesalige disse chevaliers fra Louis XV. Derfor er ogsaa husleien saa billig. Mig generer det ikke. Og min husholderske er døv. Men jeg indrømmer, at det idag har været ganske overordentlig megen palaver.
— Det er klart, lo Kilian. . . . Markien er formodentlig misfornøiet over den nye tone i huset. Høitideligheten, stilheten — og saa dette germanske julerekvisit. Et grantræ med kakemænder, sølvglans og stearinlys midt oppe i rococoen. Man synes formodentlig i de hinsidige kredser, at du er blit for skikkelig.
— Jeg er ogsaa blit meget skikkelig, mumlet Karon distræt.
— Det er vi allesammen, sa Sanne. . . Vi er blit gamle, gentlemen, . . . der ligger hemmeligheten. Vi liker at sitte i dype lænestoler og røke shagpiper. Der er ingen fest med os. Vi blir tunge og trevne og ser farer, hvor vi gaar. Nyrene svigter, leveren svulmer og aorta blir som et kloakrør. Ja sandelig er vi ikke tre avfældige juletrær — —
— Og uten stjerne, sukket Kilian.
En hæs og rusten bjælde med megen klir og rummel lød gjennem huset. . . .
