Krauss den fortvilte yngling. Hun forstaar dig ikke.
— Neigu om hun forstaar mig, hikstet han. . . Jonna klappet varsomt malerens bølgende lokker og tørret hans øine med et kniplingslommetørklæde, der duftet av «Pompeia».
— Det er en kold og ond kvinde, hvisket hun kjærlig. . . Hun er av dem, som ubarmhjertig tramper paa menneskeskjæbner. . . . Tænk at være saa haard paa en juleaften.
— Ja er det ikke fan, sa pludselig Nordens Haab . . . . Men hun skal ikke faa kverket mig. Nu gaar vi paa «Gipsy» og danser . . . .
— Det gjør vi, sa Jonna begeistret . . . . Vor drosche staar endnu paa hjørnet.
Hvorpaa Jonna Krauss trykket et moderlig kys paa den hjerteknuste ynglings bleke pande.
― ― ― ― ―
Men Klara Stern fortsatte sin vei nedover mot staden. Det var pludselig blit mildere. En frisk nordlig bris feiet taaken væk og gjennem de forrevne skyer saaes pludselig en stjerne glimte. Den slukkedes hurtig av nye skylag, men kom igen og det var som om dens glans vokste for hver gang, indtil den tilslut skinte seirrik og uforstyrret paa himlens dypgrønne fløiel.
XVII
Stjernen.
Thomas Karon gik omkring med en gammel slobrok slængt over smokingen og nogen utslidte tøfler og hængte kakemænder paa et litet juletræ, som stod
