trængende tanker om grunden til dette velbefindende meldte sig, skjøv hun dem resolut tilbake. Det lignet hende ikke. . . Heller ikke var det i overensslemmelse med hendes anlæg og natur, at hun i det sidste likefrem var blit doven. Efter den haarde tørn med hugningen i marmor av Karons buste hadde hun tat det med en ro, som forbauset hende selv mest. Busten var solgt for en stor sum til en operettedirektør og nød nu den ære — som Karon hadde forutsagt — at staa i en av Paris' største teatre ved siden av selve Offenbach. Hendes økonomi var derved trygget for lang tid og forsaavidt kunde hun nu puste i bakken.
Maaske det var denne medgang, som hadde tryllet frem den nye vaar i hendes sind?
Men denne forklaring avviste hun like saa hurtig som den meldte sig.
Med et forbigaaende ubehag mindedes hun de latterlige stormløp som den unge maler, der var kjendt under navnet «Nordens Haab», hadde foretat for at vinde hendes gunst.
Til at begynde med hadde han optraadt som den sikre seierherre paa den litt trætte og nonchalante maate, som særpræger kunstnere av underklassen. Men da denne metode ikke virket, var han hurtig gaat over til en uhyre ildfuldhet, som stundom kunde være noksaa plagsom. Og da heller ikke dette strak til var han skiftet over i den melankolske genre, som kvinder av lavklassen ikke kan staa for.
Det viste sig imidlertid, at Klara Stern var en fæstning, som ikke lot sig erobre efter den almindelige strategis regler. Og en dag hadde Nordens Haab med grædende taarer sunket ned for hendes føtter
