tænder. Det knitret og spraket i kaminen, men ret som det var væltet der tunge skyer ind i værelset, naar den usle pipestilk av en skorsten ikke kunde fordøie al den uvante røk. Den unge dame hadde iført sig alle sine vinterplag, hun hadde tykke svenske uldvotter paa hænderne, men frøs allikevel.
Al denne uhygge bet allikevel ikke paa hendes humør. Hun nynnet og trallet mellem frostanfaldene og hendes øine skinnet. Det var en sorgens dag for de ensomme og landflygtige — juleaften. Den stjerne, som samler menneskene i en stor fælles barnefølelse, hadde ikke lyst for hende paa mange aar. Den hadde fundet hende paa fattige hybler i fremmede land. Med sin haarde diamantglans hadde den skaaret ubarmhjertig i hendes hjerte og kaldt paa alle bitre minder.
Men idag var det helt anderledes, skjønt kuldetaaken laa over hele Paris og ingen julestjerne skinte derute i mørket. Det var likesom en vaaknende lykkefølelse, der stak hodet frem. Som en sneklokke, der trodser kulden. Hun vilde maaske ha vanskelig for at definere denne nye stemning. Der var kommen saamegen tryghet over hende i det sidste, saamegen ro og balanse. Kunsten var en streng herskerinde — med kolde og uavviselige krav. Men hun følte ikke tyngden av dette herskervælde saa haardt mere og de gamle anfægtelser, som i de senere aar hadde plaget hende, begyndte langsomt og umerkelig at spredes som taakerne, naar solen tar fat for alvor.
Der var stunder, da Klara Stern formelig ængstedes for denne uvante følelse av velvære. Hun var en dypt reflekterende natur, men hver gang de paa-
