kjølig. En liten morgenbris kom strykende fra Avenue Victor Emanuel III og paa hjørnet av rue Matignon stod der et par og underholdt sig om de sidste kurser paa elskovsbørsen. Kilian følte sig pludselig helt vel. Her var akkurat stedet for en liten poetisk morgenlur. Milieuet passet udmerket. For der omkring hjørnet levet og døde der en mand, som med ære hadde tømt livets bæger til den sidste bitre draape. En ensom livskunstner, hvis sanger suste gjennem mennesketankens evige skoger . . . Heinrich Heine!
Nogen minutter efter sprat Kilian Peters op. En flue hadde foruroliget hans næse . . . .
Han saa sig om og opdaget, at han ikke mere var alene. Paa den anden side av bænken sat der en ung fyr og stirret ondt paa ham. Det var nu saapas lyst, at maleren kunde orientere sig . . . La Mouche, mumlet han og tørret sig om næsen . . .
Den fremmede yngling med det strittende haar og det adoniske ansigt saa fiendtlig uforstaaende ut. Kilian opdaget da, at den anden passager paa bænken hadde sværtet sine øienbryn og at uttrykket om den svulmende og brede mund var blødt og vikende.
Men hans opførsel tydet paa reelle hensigter. Han hadde trukket en lang kniv og la den foran sig med stort klir. Den anden haand fingret med en svær gammeldags revolver.
— Er De slagter? spurte Kilian og gapte.
— Jeg er bolsjevik, svarte ynglingen og skar tænder paa en lite naturtro maate. . . Maa jeg be Dem øieblikkelig overlevere mig Deres ur og kontanter. Ellers smelder det!
