Side:Halvhundrede Digte.djvu/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



Hvor aabnes Vei for dette nye Liv,
hvo gaaer foran, ſom Kæmper og ſom Seer?
Hvor er den Halvgud nu, der har et Bliv,
til Folkelængſlens brændende Ideer?

Ak, Ingen ſvarer paa det høie Raab,
mens Nuet drømmer om det fjerne Gode.
For lyſt er atter Philantropens Haab,
og denne Jord er kun en dunkel Klode.

Lykſalig den, ſom Tidens Nød har bragt
den trygge Glæde og den ſtille Dvælen
ved Friheds Kjerne, der er dybeſt lagt,
ſom alle Savns Forligelſe, i Sjelen.

I Tidens Raab, der ryſter Templets Hvælv,
og bringer Statens Skranker til at vige,
han hører Varſelsſtemmen: „Frels dig ſelv!
vær fri og from i dine Tankers Rige!“

I ham beſegler Tiden ſin Ide,
og i hans Indre er dens Gjerning tolket,
naar den med Frihedsløsnets Lyſt og Ve
har vakt en Hær af Slumrende i Folket.