Side:Halvhundrede Digte.djvu/83

Og Slægtens Mismod møder overalt
den halve Sandhed og den halve Virken;
som en formummet, gaadefuld Gestalt
er Aanden sat i Staten og i Kirken.

Og mangen Forsker maa sit Blik nedslaae,
og mange glade Røster ere kvalte,
fordi hvert Glimt forsvinder af det Blaa,
som Grublen fordum eller Letsind malte.

Vidt gjennem Verden gaar et angstfuldt Gys;
thi Folkedybet rystes, som et Fængsel,
af vilde Raab paa Frihed og paa Lys,
og kjender nu ei Grændser for sin Længsel.

Mens Kunst og Viden i sin Blomstring staaer,
mens Ingen mer kan dem i Vexten hindre,
har Slægtens Masser dog endnu et Kaar,
som Skyggeplanter i en Urskovs Indre.

Frihed og Lys! — Der er en Fabelegn,
hvor Længslens Iver vil Pauluner bygge,
med intet Grændseskjel og intet Hegn,
med idel Solskin og med ingen Skygge.