Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/166

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mellem to standsbetegnelser, ligesaa lidt udtrykker en særegen opgave paa thinget, som de mægtigste bønder tildeles en saadan, naar den kongelige hilsen til thingforsamlingen lyder til „alle lendermænd og mægtige (rikir) bønder og hele almuen“[1]. Meget muligt er det jo ogsaa, at det hele udtryk skyldes sagaskriveren selv, idet han har hentet det fra, hvad der i hans egen tid passende kunde lægges helten i munden. Saameget stærkere ere Maurers øvrige grunde for at tilbageføre ombudet til hin oprindelige tid, idet han henviser til udviklingen i Sverge og de norske kolonier. I Sverge optræder som bekjendt lagmændene meget tidlig dels som lovsigende paa thingene dels som bøndernes ordførere under politiske forhandlinger.[2] Paa Island indførtes samtidig med statsstiftelsen lovsigemandens, med lagmandens nær beslægtede embede, og paa Grønland, paa Færøerne og de øvrige vesterhavsøer samt i Jæmteland sees ogsaa lagmænd tidlig at fremtræde. Dette mener den nævnte, mod vore oldtids forhold saa nøie bekjendte, tyske forfatter, kan ikke forklares anderledes, end at nybyggerne havde taget institutionen med sig fra Norge, hvor den altsaa ligesom i Sverge fra gammel tid af har været til. Uagtet vi tilfulde anerkjende denne betragtnings vægt, turde den dog heller ikke være sikker. Hvad saaledes forholdene i bilandskaberne angaar, saa maa for Islands vedkommende fremhæves den ikke uvigtige omstændighed, at ordet lögmaðr der altid bliver brugt i sin etymologisk begrundede, almindelige betydning af lovkyndig mand, medens man dannede et nyt ord, lögsögumaðr, for teknisk at betegne den i spidsen for retsvæsenet staaende ombudsmand. Dette maa dog nemlig uimodsigeligt vise, at det fra Norge medbragte ord lögmaðr endnu ikke var istand til at angive et særskilt hverv og altsaa endnu ikke havde erholdt sin senere norske, snævre bemærkelse. Og som svar paa den hovedsætning, at kolonierne dog ikke alle som en kunde optage et institut, der var moderlandet fremmed, ville vi sige, at dette netop laa, i de nybyggede landskabers

egenskab af saadanne. I det oprindelige hjem havde for-

  1. Morkinskinna p. 137.
  2. Se de bekjendte pragtfulde exempler i Olaf den helliges saga.