Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

søn; ansaa man sig arve- eller odelsberettiget uden dog for tiden at kunne anlægge søgsmaal; vilde man hindre, at et samliv med frille skulde hævdes til ægteskab, eller vilde man bevare sin jordløsningsret, for det tilfælde, at vidnerne præskriberedes, gik man i fjølda manna eller til thinget og lyste disse kjendsgjerninger eller villiestilkjendegivelser og den derved indtraadte retstilstand.[1]

Uagtet der kjendes saaledes tilstrækkelige anvendelser af denne art offentlighed til, at man tør betragte den som et endnu paa vore provindsialloves nedskrivelsestid bestaaende institut, er det dog et andet retsmiddel, der fortrinsvis benyttes for at opnaa det samme øjemed, nemlig tilkaldelse af vidner. Ved enhver retshandel og ved ethvert optrin mellem mand og mand, hvorved en rettighed kunde forudsættes at ville opstaa, ansaaes det som den store hovedregel, at gode mænd tilkaldtes for at iagttage, hvad der foregik, og siden derom, hvis det fornødigedes, at afgive erklæring. Saadanne mænd kaldtes váttar, enkelttal váttr, og deres erklæring vitni, vitnisburðr.

De gamle love anføre en stor mængde exempler paa saadan tilkaldelse; saaledes ved kontrakters afsluttelse af enhver art, kjøb[2] salg af jord,[3] pantsættelse,[4] jordleie,[5] gjældsstiftelse,[6] overdragelse af fordringer,[7] hyrekontrakt,[8] fuldmagt,[9] stiftelse af skyldtrælldom,[10] væddemaal,[11] forlig,[12] og gave[13]; videre ved retsforholds opløsning, tilbud,[14] betaling,[15] arveskifte,[16] skilsmisse[17]; endelig ved samtlige rettergangsskridt fra de største til de mindste, idet det var en regel, at intet følgende kunde tages, med mindre det

foregaaende bevistes ved tilkaldte vidner.[18]

  1. ↑ Gul. kap. 57, 94, 122, 125, 127, 144, 156, 263, 272, 290; Fr. 4–7, 9–5, 12–7
  2. ↑ Gul. kap. 40; Fr) 10–28, 12–1; Bj. 110;
  3. ↑ Gul. kap. 277, 279, 286; Fr. 10–28, 12–1, 14–2;
  4. ↑ Gul. kap. 50; Fr. 9–28;
  5. ↑ Gul. kap. 78, 79; Fr. 13–1, 17.
  6. ↑ Gul. kap. 36, 115, 162; Fr. 9–22, 10–19, 28; Bj. kap. 157, 159;
  7. ↑ Gul. kap. 55.
  8. ↑ Bj. kap. 167, 169;
  9. ↑ Gul. kap. 45, 277; Fr. 14–2;
  10. ↑ Gul. kap. 71.
  11. ↑ Gul. kap. 144.
  12. ↑ Fr. 1–2, 4–44, 5–9.
  13. ↑ Fr. 9–4.
  14. ↑ Gul. kap. 32, 50, 70; Fr. 5–9, 10, 46; 10–48.
  15. ↑ Gul. kap. 59, 1 6, 277; Fr. 5–10, 13–1 i. f.
  16. ↑ Gul. kap. 123.
  17. ↑ Gul. kap. 54.
  18. ↑ Gul. kap. 33, 35, 37, 59, 266; Fr. 10de bolk o. m. fl.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Grundtrækkene_i_den_ældste_norsk_proces.djvu/11&oldid=188014»