— Tænker De at finde Manden? spurgte
Direktøren spændt.
Asbjørn Krag saa paa sit Ur.
— Om en Times Tid begynder det at mørkne, svarte han, jeg maa skynde mig, skal jeg finde Morderen til Klokken 12 inat.
— Tror De det er en af de to Tyskere?
Krag rystede paa Hodet.
— Nei, sa han, jeg har sagt Dem det før, det er den tredje vi skal ha fat i.
Han kravlede sammen med Direktøren ned paa Veien igjen.
Direktøren fik fat i en Opsynsmand og instruerte ham om at sætte Vagter ud ovenfor Hulveien. Det maatte ikke tillades nogensomhelst fremmed at sætte sine Ben der.
— Fremmed! raabte Krag, ingen maa komme derop. Ikke engang Fabrikens egne Folk.
— Godt, svarte Direktøren, altsaa ikke engang vore egne.
De kom hen til den ventende Automobil og Krag steg opi.
— Jeg kommer antagelig tilbage om en Time, sa han, hvis intet uforudseet indtræffer.
Han gav Chaufføren en Ordre og Automobilen susede afsted. Direktøren stod og betragtede den, til den forsvandt i en Støvsky om den nærmeste Sving, og han forundrede sig meget over, hvad mon Kristiania-Detektiven havde fore.
Chefen for Sprængstofkompaniet benyttede
