den sig mellem to bratte Bjergknatter. Veien laa her saa dybt, at ingen Solstraale kunde naa ned. Direktøren pegte op paa den ene af Bjergknatterne.
— Det var herfra Stenene rullede ned, sa han, se her ligger nogle af dem endnu.
Asbjørn Krag betragtede opmerksomt en fire — fem Stene, som laa nede i Grøften.
— Det er ikke noget Skred, sa han afgjørende, Stenene er jo af ganske forskjellig Art.
— Meget muligt, svarte Direktøren, og det bekræfter bare Deres Udtalelser om, at vi ikke engang kan være sikker paa vore Liv.
Asbjørn Krag nikkede.
— Har nogen været oppe paa Fjeldknatten siden Ulykken skede? spurgte han.
— Nei, ikke saavidt jeg ved. Det er noksaa vanskeligt at komme derop.
Asbjørn Krag betænkte sig et Øieblik, men saa gav han sig til at klatre opover Bjergnabben. Det tog over et Kvarter, før han naaede op paa Toppen. Direktøren fulgte ham pustende og pæsende.
Kristiania-Detektiven stod en Stund og betragtede Udsigten.
— Herfra kan man tydeligt se Veien, sa han, jeg kan tænke mig, at Slyngelen eller Slynglerne har staaet her og seet Ingeniøren komme. Etpar Sekunder efterat han har dukket ned i Hulveien,
