Direktøren vilde atter tale, men Asbjørn Krag
afbrød ham med en Haandbevægelse.
Kristiania-Detektiven sad og lyttede.
Hvad lytter han efter, tænkte Direktøren. Han kunde selv ikke opfange nogen Lyd uden en let Støi fra Gaden.
Asbjørn Krag ringte og Jens kom atter ind.
— Gaa ned paa Gaden, sa Detektiven, og se efter, hvilket Numer den Drosche har, som i dette Øieblik kjørte forbi her og som nu er stanset udenfor Numer 10. Hvis Du kan faa et Glimt af dem, som sidder inde i Vognen, er det godt. Du ved, hvordan saadanne Ting skal gjøres.
Jens nikkede ivrig og forsvandt.
— En flink Fyr, mumlede Detektiven, jeg kan snart begynde at benytte ham til betydeligere Ekspeditioner. Der er forresten noget, jeg maa spørge Dem om. Først og fremst, hvad heder Elsasseren?
— Axel Schwartz.
— Det er altsaa egentlig han, som har gjort Opflndelsen?
— Ja.
— Men ogsaa De, Herr Direktør, kjender Fremgangsmaaden ved Fabrikationen?
— Ja, jeg har forbedret den endel. Jeg har mere praktisk Erfaring end han.
— Er der flere, som kjender Hemmeligheden ?
— Nei, ingen flere.
— Det er godt. Saa gaar vi over til noget
