delig Haandvæske og under Omstændigheder som disse?
— Jeg vil deponere Papirerne i en af Bankerne, svarte Direktøren, der er de sikrest forvaret.
Krag nikkede.
— De har Ret, sa han, men hør engang, De tror altsaa, at den Manden i Toget vilde bestjæle Dem?
— Jeg skulde anta det, men jeg havde ikke noget Bevis mod ham. Desuden faldt det mig først ind senere. Tror ikke ogsaa De, at han vilde bestjæle mig?
— Absolut.
— I den Hensigt at faa Fingre i Papirerne?
— Det er jeg overbevist om.
— Men saa kan jeg jo ikke være tryg noget Steds?
— Nei, sa Krag langsomt, saavidt jeg forstaar det i Øieblikket, kan De ikke engang være tryg for Deres Liv.
Direktøren for Sprængstofkompaniet af 1905 blev bleg. Han reiste sig hurtig.
— Saa bør jeg være endda mere taknemmelig for den Indskydelse, der drev mig til at søge Deres Hjælp, sa han.
— Det bør De.
— Og De vil hjælpe mig?
— Selvfølgelig. Jeg er henrykt over at ha faaet en saadan Sag.
