Var forholdene snevre, kom digteren til gjengjæld ind i en fint dannet kreds, hvis midtpunkt var enkehertuginde Anna Amalie. Hun var virksom og begavet, elskværdig, men ikke kongelig. Skikkelsen var liden og uanselig; paa den korte hals sad et stort hoved. Ansigtstrækkene mindede om Fredrik den store af Preussen, som var hendes onkel; hun havde ogsaa hans store øine og gjennemtrængende blik.
Sytten aar gammel var hun bleven gift med hertugen af Weimar, og to aar efter var hun bleven enke. Neppe nitten aar gammel havde hun maattet overtage regjeringen over det lille land, der var ruineret gjennem krige og daarlig forvaltning.
Hun havde tidlig lært menneskelivets elendighed at kjende. Hendes fader, hertugen af Brunswig, havde aldrig likt hende og behandlede hende uretfærdig og haardt. Hendes sørgelige barndom havde gjort hende mistroisk, og hun var bleven ved at være det, medens hun søgte at løse de tunge opgaver, der blev læssede paa hendes skuldre: hun nærede mistro baade til sine hoffolk, sine embedsmænd og til sine egne kræfter.
Eftersom aarene gik, følte hun sig sikrere, og hun kunde derfor lettere gjennemføre reformer. Takket være hendes skarpsindighed og energi vendte orden og velstand tilbage. Hun kaldte begavede og lærde mænd til sin hovedstad. Da hun overgav kronen i sin søns hænder, var hun selv og alle andre paa det rene med, at hendes regjering havde været en lykkelig tid for landet.
Karl August var ikke mindre begavet end sin moder; men han var haard og trodsig, og det var
