den ære, der skulde vederfares hendes hjertebarn. Han gjorde afskedsbesøg, pakkede sine sager og imødesaa med tilfredshed den dag, da vognen skulde kjøre frem og føre ham bort fra hjemmet og fra Lili.
Dagene gik, men der kom ingen efterretning fra hertugen. Faderen fik atter vand paa sin mølle. Naar Wolfgang talte om Karl Augusts elskværdighed, svarede den gamle tørt, at han havde gjort nar af ham, og at man aldrig burde spise kirsebær med de store.
Den unge digter vilde ikke to gange gjøre afskedsvisitter. Han ønskede ikke heller at modtage besøg; ligeoverfor udenverdenen lod moderen derfor, som om han allerede var reist. Medens raadsherren i dagligstuen gjorde livet surt for sin hustru, sad sønnen indestængt i sit kvistværelse, hvor han arbeidede paa «Egmont».
Over en uge gik hen, og husarresten blev ham besværlig. I nærheden boede hans elskede Lili, som han længtede efter, skjønt han havde besluttet at skilles fra hende. Om aftenen sneg han sig ud, indhyllet i en lang kappe; han stansede udenfor hendes vindu og hørte hende synge de sange, som han havde digtet til hende:
«Reizender ist mir des Frühlings Blüte
Nun nicht auf der Flur;
Wo du, Engel, bist, ist Lieb' und Güte,
Wo du bist, Natur.»
Omsider blev han træt af at vente. Hans fader havde længe talt om, at han burde reise til Italien, og han besluttede at drage did.
Den 30te oktober klokken seks om morgenen
