Hans kärlek till friheten var starkare[1] end hans kjærlighed til Lili, og han nærede en næsten sygelig ulyst til at indgaa egteskab. Han spurgte Merck, om han kunde laane ham de nødvendige reisepenge; thi han havde atter lyst til at flygte fra det hele.
I begyndelsen af august 1775 havde Karl August overtaget regjeringen i Sachsen-Weimar. Samme høst kom han til Frankfurt paa gjennemreise til Hessen-Darmstadt, hvor han skulde holde bryllup. Han bad indtrængende Goethe om at komme til Weimar. Da han vendte tilbage med den unge hertuginde, indbød ogsaa hun ham til at besøge dem.
Istedetfor at dele sønnens glæde over denne indbydelse blev faderen opbragt over planen. Hans yndlingsordsprog var: «Procul a Jove, procul a folmine» («Langt fra Jupiter, langt fra lynet»).
Han havde altid holdt sig borte fra verdens store og gjort nar af fyrster og hofliv; han pleiede omstændelig at udmale Voltaires forhold til Fredrik den store, og hvordan kongens gunst var bleven forvandlet til heftige forfølgelser.
Hans hustru, der betragtede hans egenheder som udslag af sygdom, snakkede ham efter munden og syntes at ville rette sig efter ham. Men i virkeligheden var intet offer for stort for hende, hvor det gjaldt at hjælpe sønnen. Hun tog stadig sagen op til ny behandling; efter utallige disputer og stort besvær drev hun omsider igjennem, at reisen dog skulde finde sted.
En af hofkavalererne fra Weimar skulde paa en bestemt dag komme til Frankfurt for at hente ham i en hofvogn. Moderen fortalte naboer og venner om
- ↑ Tekst mangler i 1916-utgaven. Vi har hentet inn det tapte fra den svenske oversettelsen.
