interesse for ham, at han traadte i brevveksling med hende og gav hende del i sine sorger og glæder.
De unge mænd boede paa et hotel, men tilbragte dagene i Goethes hjem; ligesom de fleste andre følte de sig varmt tiltrukne af raadsherindens hjertelige og ligefremme væsen.
«Werther» havde præket lighed, brødrene Stolberg vilde gjennemføre den; de raabte paa frihed og ønskede død over tyrannerne.
«Min moder huskede, at hun havde set billeder af slige umennesker paa kobberstik,» fortæller Goethe. «Samtalens bølger gik høiere og høiere, og hun vilde berolige de unge sind. Hun gik ned i sin kjelder, hvor der var lagret store fade gammel, sjelden vin, som hun selv passede, og som kun blev drukket ved høitidelige anledninger. Hun satte frem en sleben karaffel fyldt med denne kostelige drik.
«Her er tyrannernes blod,» sagde hun. «Gid vinen maa smage eder! men lad os her i huset være fri for mordtanker!»
Senere kaldte fru Goethe sin bedste vin for «tyrannernes blod». Og hendes venner kaldte hende «fru Aja», fordi Karl den stores søster Aja rigelig havde bevertet sine sønner med den herligste vin, da de paa en pilgrimsfærd kom til hende under forklædning for at se hende for sidste gang.[1]
- ↑ I «Dichtung und Wahrheit» fører Goethe navnet «Aja» tilbage til det italienske «Ajo» (hushovmester). Da han i sin alderdom skrev sine erindringer, havde han sandsynligvis glemt historien om fru Aja og hendes sønner, der forekommer i folkebogen «Haimonns sønner», der hørte til hans yndlingslæsning i barndommen.
At navnet «fru Aja» er hentet fra historien om Karl den stores søster, fremgaar ogsaa af et brev til fru Goethe fra Wieland (1777): «Det er ret og naturlig, at De ikke liker at skrive, kjære fru Aja! – Den første store fru Aja kunde ikke læse og skrive!»
