mener min doktor? Ak,» sagde jeg, «han tror slet ikke, at De skal dø. Han har bedt mig hilse Dem og sige, at han imorgen reiser til Mainz med prinsen af Weimar. Tre gange har jeg begyndt at forberede ham paa Deres død, men alt er forgjeves. «Hun dør ikke,» siger han stadig, «det kan ikke ske, hun dør ikke!» Hun lo. «Sig ham farvel; jeg har holdt inderlig af ham.» – – –
Jeg blev hos hende om natten, – – hun havde ingen store smerter, og naar man betragtede hendes venlige ansigt, kunde man ikke tænke, at hun var syg og saa nær sin sidste time. – – Klokken otte den 13de kom lægen dr. Metz, – en retsindig mand og en af hendes bedste venner, som vilde have givet sin formue for at redde hendes liv. Jeg sagde til ham: «Kjære hr. doktor, er De sikker paa, at vor veninde dør? – Har De slet intet, som endnu kan hjælpe hende?» «Fru raadsherinde,» sagde han alvorlig som sedvanlig, «da Elias skulde fare til himlen, gik profeternes børn ud til Elias og sagde til ham: «Ved du, at Herren idag vil tage din herre bort over dit hoved?» Og han sagde: «Ja, ogsaa jeg ved det; ti stille!»[1]
Han gik derefter hen til sengen og tog en saa from afsked, at den gik os alle dybt til hjertet. Men han lovede at komme igjen om eftermiddagen, ikke som læge – thi hans kunst kunde intet udrette –, men som ven. – – – Klokken halv tolv sagde hun: «Nu er det bedre; jeg har ingen smerter.» Hun lagde sig tilrette i sengen og sagde med døende stemme: «Godnat!» Saa laa hun aldeles stille, talte
- ↑ 2den kongebog, kap. 2, vers 3.
