«De ønsker at høre alt om frøken Klettenbergs sygdom og død, – et smerteligt hverv, det kan jeg forsikre Dem! Min sjæl er saa helt nedsunken i sorg, at jeg ikke ved raad eller hjælp. Jeg ved, at jeg vil møde hende igjen. Men nu, nu savner jeg hende! Min raadgiverinde, i hvis skjød jeg kunde udøse alt, er gaat ind til den herlighed, som hun saa ofte med henrykkelse talte om. – – Den 7de december var vi meget fornøiede sammen; jeg havde ikke paa længe set hende saa munter, og jeg havde ikke den fjerneste tanke paa, at hun var syg. Vi skiltes klokken otte. Om natten fik hun heftige feberanfald. Den ottende fik jeg intet vide om dette, men morgenen den 9de sendte hun bud til mig, at hun var syg. Da jeg kom, fandt jeg hendes tilstand nogenlunde; selv troede hun, at det intet havde at betyde. Den 10de blev hun værre, men i løbet af natten blev hun tilsyneladende bedre. Jeg var hos hende hele tiden. Da doktoren kom ind den ellevte, løb jeg glædestraalende mod ham: «Hun er bedre,» sagde jeg. – «Gud give det,» svarede han; «men vi er endnu ikke over det værste.» Da jeg den tolvte kom til hende tidlig om morgenen, sagde hun: «Godnat, raadsherinde! Jeg dør!» Jeg kunde ikke sige et ord for graad. Hun vinkede, at jeg skulde komme nærmere, trykkede min haand og sagde: «Du skal vandre for Herren og være from!» Hun saa paa mig med et uudsigelig lykkeligt udtryk og var meget rolig og glad. – – Om aftenen, da de andre var borte, og jeg sad alene hos hende, sagde hun: «Doktoren!» – Jeg troede, hun mente lægen og svarede: «Han er gaat.» «Nei,» sagde hun og pegte paa mig. «De
