beundrer af Goethes verker, opsøgte ham straks og blev vel modtaget af ham og hans forældre.
«Forfatteren af den unge Werthers lidelser er det elskværdigste menneske i verden,» skrev han.
Han var lærer for prins Constantin af Sachsen-Weimar-Eisenach. Constantin reiste sammen med sin ældre broder Karl August, der var tronfølger, og som snart skulde overtage regjeringen i sit lille land.
Knebel forestillede digteren for de unge fyrster; og mødet blev af afgjørende betydning. Ingen, som Karl August tidligere havde mødt, havde imponeret ham, og ingen havde fængslet ham som Wolfgang Goethe. Han besluttede straks at knytte ham til sig.
Begge prinser gjorde visit hos Goethes forældre. De skrev til sin moder:
«Vi haaber at kunne smigre os med, at fru Goethe, som vi ærer høit, er kommen til at holde en smule af os. Det synes at være saa let at leve sammen med hende. Hendes søn har hendes øine!»
Prinserne og Knebel skulde opholde sig nogen tid i Mainz, og Karl August indbød Goethe til at følge ham did. Han kunde ikke modtage indbydelsen uden sin faders vilje. Moderen understøttede af al magt hans bøn; men den gamle erklærede haardnakket, at man ikke skulde ligge paa maven for fyrster. Fru Goethe fik omsider lov til at forelægge spørgsmaalet for frøken von Klettenberg. Hun udvirkede faderens tilladelse, og Wolfgang tilbragte muntre dage i Mainz.
Medens han var borte, døde denne trofaste veninde. Fru Goethe skrev til Lavater:[1]
- ↑ Den 26. december 1774.
