tilbage til Frankfurt 1772. Wolfgang og Johanna omgikkes som søskende. Naar han var fraværende, skrev han lange breve til hende, som samtidig var bestemte til hans moder; og var der meningsforskjel mellem den unge Goethe og hans fader, saa hjalp hun moderen med at udjevne striden.
Georg Schlosser var imidlertid bleven amtmand i Emmendingen. Cornelia følte sig ulykkelig i sit egteskab, hun var syg paa legeme og sjæl. En berømt læge, doktor Zimmermann, bragte hende dog nogenlunde paafode. Hap kom til Frankfurt og havde hilsener med fra Schlosser og hans hustru. Hans sekstenaarige datter fulgte ham; og da han reiste, bad han fru Goethe om at beholde hende nogen tid.
Den unge pige havde ikke været mange dage alene med raadsherinden, før hun kastede sig paa knæ for hende og grædende bønfaldt hende om at beholde hende hos sig; hun erklærede heftig, at hun gjerne vilde blive i huset som hendes tjenestepige, hvis hun kunde slippe at vende tilbage til sin fader, der var meget haard.
Fru Goethe følte dyb medlidenhed med det smukke og elskværdige barn.
Det urolige liv, som hendes søn længe havde ført, begyndte at gjøre hende bekymret; baade hun og hendes mand ønskede, at Wolfgang skulde gifte sig. Hun antydede for ham, at frøken Zimmermann muligens kunde blive en passende hustru; men han viste ingen tilbøielighed til at gaa ind paa hendes plan. Alligevel beholdt hun længe den unge pige, – og hun behandlede hende med største ømhed. –
Det velforsynede hus ved Hirschgraben ventede
