bedre at omgaaes unge piger end damer af sin egen alder, traadte derimod i et nært forhold til hendes døtre.
Navnlig stod Maxe hende meget nær; hun besøgte hende regelmæssig, saa længe hun levede.
Ogsaa Wolfgang omgikkes intimt med den unge frue. Han var hendes fortrolige; han opmuntrede hende, naar hun længtede efter hjemmet, og hun akkompagnerede, naar han spilte paa violoncel.
«Goethe har det hverv at trøste den lille Brentano, der lider ved lugten af olje og ost, og paa grund af sin mands opførsel,» skrev den ondskabsfulde Merck.
Intet under at den aldrende egtemand blev skinsyg, og at den indtagende unge Goethe maatte indskrænke sine besøg.
Cornelias veninder blev ved at besøge fru Goethe, ogsaa efter at datteren havde forladt sit hjem; hun kaldte dem sine «lørdagssmaapiger». Man spilte selskabsspil, læste høit, sang arier af nye operaer, opførte smaa teaterstykker, spøgte og lo, fortalte muntre historier og lyttede til fru Elisabeths fortællinger. Hun glædede sig hele ugen til disse sammenkomster, som for hende var «en fest, en koselig komedie og et stort gaudium».
Hendes yndling inden kredsen var den fine og temperamentfulde Johanna Fahlmer, som gik til hende hver dag og stod hendes hjerte nærmere, end hendes egen datter nogensinde havde gjort. Hun var datterdatter af pastor Starck; fru Goethe var saaledes hendes grandtante. Faderen, der havde været embedsmand i Düsseldorf, var død, og moderen var flyttet
