Fru Goethe var iført en rød fløielspels, som blev holdt sammen over brystet med tykke guldsnorer og kvaster. Hun betragtede med stolthed sin vakre søn, der fløi hen over isen, medens de brune lokker flagrede om hans pande.
I alderdommen fortalte hun til Maxes datter Bettina:
«Han raabte til mig: «Kjære moder! laan mig Deres pels; thi jeg fryser!»
«Du vil vel ikke tage den paa?»
«Jo, jeg vil,» svarede han.»
Uden at betænke sig tog hun den af, og i næste øieblik havde han kastet pelsen om sig. Den var kantet med zobel; han lagde slæbet over armen og fór hen over isen som en ung gud:
«Et saa skjønt syn faar man aldrig se mere! Jeg klappede i hænderne af fryd. Saa længe jeg lever, vil jeg se ham for mig, som han løb ud gjennem den ene brohvælving og ind gjennem den anden, medens vinden bar slæbet langt efter ham,»[1] sagde moderen.
Fru La Roche og fru Goethe var altfor forskjellige til at passe sammen. Raadsherinden, der likte
- ↑ Scenen paa isen er foreviget paa et berømt maleri af Kaulbach.
