kom tilbage, skulde han slaa sig til ro i sin fødeby og egte en frankfurterinde, der behagede den gamle.
Han havde udvidet sin omgangskreds og fundet sig i mange ubehageligheder paa grund af sin hustrus forestillinger; men han ærgrede sig over, at hans vel udtænkte plan blev forrykket og truede med at blive kuldkastet. Han kunde heller ikke forsone sig med, at hans udgifter voksede fra dag til dag.
Raadsherre Goethe eiede en stor formue, og han var en velanset mand. Han havde en høi titel, som han visselig havde kjøbt, men som han bar med værdighed. Han havde en usedvanlig indtagende hustru, som næsten altid rettede sig efter hans ønsker, og en søn, der stod paa spranget til at blive verdensberømt. Alligevel var han aldrig tilfreds.
«Mon jeg ogsaa bliver slig, naar jeg bliver gammel,» skrev Wolfgang til en ven. «Han bliver stadig mere og mere smaalig og mere og mere jordbunden.»
Den unge digter var rasende over sin faders kommandotone. Det saarede ham, at han fremdeles stod saa uforstaaende overfor hans digterkald, skjønt han havde kastet stor glans over navnet Goethe. Wolfgang var i økonomisk henseende helt afhængig af ham, og han havde fuld ret til at beklage sig over den gamles gjerrighed. Han hjalp ham end ikke til at betale trykningen af «Götz von Berlichingen»; den sum, som Goethe modtog for «Werther», strakte ikke længer end til at betale den gjæld, hvori han var kommen ved selv at forlægge sit første, berømte verk.
