maade, men ingen havde havt Goethes evne til at tolke disse følelser.
Bogen erobrede med et slag alle samfundsklasser; den blev oversat til alle mulige sprog og efterlignet af mange forfattere. Napoleon havde den med paa sit felttog i Ægypten og læste den syv gange; endog kineserne malte Werther paa sit porselæn.
Den ære og anerkjendelse, som han senere skulde vinde, kom aldrig til at overstraale den berømmelse, som han vandt i sin tidlige ungdom. Man ventede nu det høieste af Goethe.
Med «Götz» og «Werther» traadte han, uden at have villet det, i spidsen for den bevægelse, som i literaturhistorien bærer navnet «Sturm- und Drang-perioden».[1]
Repræsentanterne for den tyske digtning samlede sig om ham eller stillede sig som hans modstandere. Allerede nu passede de ord, som er bleven udtalt om ham senere:
«Man kunde elske ham eller hade ham, men man kunde ikke forbigaa ham.»
- ↑ Navnet «Sturm und Drang» skyldes Maximilian Klingers skuespil af dette navn.
