«Frankfurt er og bliver et kjedeligt hul,» skrev han til samme ven, «Gud hjælpe mig ud af denne elendighed! Amen.»
Den ringe interesse, som han viste for sin juridiske virksomhed, vakte faderens store misnøie. Og den uro, som hans venner bragte ind i huset, mishagede den gamle i høi grad. Han opmuntrede sønnen til at reise til Wetzlar for at sætte sig ind i den juridiske forretningsgang ved kammerretten. Wolfgang greb faderens opfordring med begjærlighed, og vaaren 1772 drog han afsted til den lille idylliske stad. Ligeoverfor sine venner gjorde han ingen hemmelighed af, at han agtede at uddanne sig til digter og ikke til praktisk jurist.
Kammerretten var i en saa ynkelig forvirring, at 16 000 retssager laa i bunke uden at komme af pletten. Den unge Goethe synes ikke at have gjort det ringeste tilløb til arbeide; han nød naturen i fulde drag, studerede de græske klassikere, og forelskede sig i amtmand Buffs datter, den femtenaarige Lotte, som han har besunget i sine digte. Hun var den ældste af elleve søskende, moderløs, og forlovet med Goethes ven, Kestner, der var en klar og rolig jurist.
Ogsaa i denne tid var Merck hans fortrolige; han forestillede ham, hvor meningsløst det var at sværme for Lotte, der snart skulde blive en andens hustru, og raadede ham til ikke at forstyrre forholdet mellem det forlovede par.
Med en kraftanstrengelse rev han sig løs; for at berolige sine ophidsede nerver gjorde han en Rhinreise sammen med Merck.
