Merck var en klar og skarp tænker og en stor menneskekjender. Han var fuld af egenheder og lod ofte sit daarlige lune gaa ud over dem, som han var sammen med. Goethe pleiede at kalde ham «Mefistofeles»; han vandrede meget ofte paa sin fod til Darmstadt for at besøge ham og satte stor pris paa hans originale personlighed og paa hans kritik over hans arbeider.
Naar hans ven kom til Frankfurt, pleiede han at bo hos Goethes forældre. Fru Goethe lod sig ikke skræmme af hans ondskabsfulde tunge, hun havde overbærenhed med hans underlige væsen og modtog ham altid som en kjær og efterlængtet gjest.
Gjennem Merck blev den unge Goethe indført i en kreds af overforfinede hofdamer, der interesserede sig varmt for literaturen. Han blev ofte mange dage i Darmstadt. Den skjønne og aandfulde yngling spadserede i en skov med de unge damer og roede ud med dem. Han gjorde et dybt indtryk paa sine veninder, som under kys og taarer skiltes fra «vennen, som var sendt dem fra himlen».
Overdrevne udtryk hørte tiden til, og kys og omfavnelser var paa den tid ligesaa almindelige, som det nu er at trykke hverandres hænder. Naar man tilbragte en hyggelig aften sammen, kaldte man hver andre ven og broder, søster og veninde. Fru Goethe kaldtes moder eller «Mamachen» af næsten alle sine gjester; selv aldrende mænd undertegnede sig i breve som hendes «hengivne søn».
Cornelia reiste flere gange med Wolfgang til Darmstadt. Men den sentimentale vennekreds var ikke efter fru Goethes smag; hun likte aldeles ikke,
