ikke tidligere havde benyttet. Han studerede omhyggelig de sager, som man betroede hans søn, og udførte det tørre, forretningsmæssige arbeide. Resultatet af hans efterforskninger blev meddelt den unge advokat, som fuldendte det hele med en lethed og hurtighed, der forbausede den gamle.
Medens faderen hjalp juristen, var moderen den unge digters begeistrede tilhører. Han kom ind i en kreds af begavede mænd, der sluttede sig til familien Goethe. En frisk vind feiede støvet ud af det gamle hus, hvor forholdene blev lysere og venligere, end de havde været paa længe.
De mange nye og betydelige mennesker, som fru Goethe nu kom i berøring med, udvidede i høi grad hendes synskreds. Hun elskede ungdom. At give, trøste og hjælpe var hendes største glæde, og hun havde haanden og favnen aaben for alle.
Til Goethe-husets nære omgangskreds hørte to brødre Schlosser, som begge var jurister og nød stor anseelse. Den ældste var advokat i Frankfurt. Den yngre, Georg, som var jevnaldrende med Wolfgang, var overmaade sprogkyndig og literært interesseret.
Hos disse to brødre traf Goethe Merck fra Darmstadt; han var kasseforvalter i sin fødeby og bar den tomme titel «krigsraad».
Embedet passede ikke for hans tilbøieligheder; det udfyldte heller ikke hans tid, og det var ikke meget indbringende. Han havde derfor stadig biforretninger: Han skrev kritiker og afhandlinger, besørgede indkjøb af kunstverker for kongelige personer og fulgte dem paa reiser. Han havde desuden et bogtrykkeri.
