der var saa barnagtig, at han dansede rundt bordene og lo af fuld hals ved mindste anledning. Herder var syg og mismodig og forfulgte ham med bidende spot; han haanede hans forfængelighed og selvbehagelighed, hans kjærlighed til Frankfurt og hans umodne kunstbegeistring.
Saavel den overlegenhed, hvormed han behandlede ham, som hans kundskaber og erfaringer vakte den yngres iver for at uddanne sig videre; han kastede sig omsider over de juridiske studier, men studerede samtidig filosofi og medicin, og han fordybede sig i den nyere literatur.
I sin fritid gjorde han udflugter i omegnen.
Paa en af disse vandringer gjorde han bekjendtskab med prestefamilien i Sesenheim. Husets næstyngste datter, Fredrikke, var nitten aar gammel. Han blev straks forelsket i hende og vandrede sammen med hende gjennem Sesenheims skove.
Vaaren kom; de blomstersmykkede marker, de herlige morgener og de stille aftener vakte hans digtertrang. De sange, han skrev, da han elskede den unge prestedatter, hører til Tysklands skjønneste lyrik.
Men det, som for Fredrikke var livets dybeste alvor, var for ham kun en sommerdrøm. Da han kom tilbage til Frankfurt, fandt han omsider mod til at meddele hende, hvor haabløs hendes kjærlighed var. Han var dybt rørt over hendes svar. Mange aar efter skrev han:
«Gretchen tog man fra mig, Kätchen Schönkopf forlod mig. Men denne gang var jeg den eneste skyldige; jeg tilføiede det reneste hjerte det dybeste saar.»
