sygdom uventet en farlig vending. Baade raadsherren og Cornelia opgav alt haab om, at hans liv kunde reddes. Den fortvivlede moder søgte trøst i den hellige skrift; hun slog op i sin bibel og traf skriftstedet:
«Man skal atter plante vin paa Samarias bjerge; man skal plante og blæse fløite dertil.» (Jer. 31.5.)
Hun gjennemstrømmedes af tro paa, at Gud vilde lade hende beholde hendes kjæreste barn. Dette bibelsted blev ogsaa senere i livet hendes trøst og holdepunkt.
Til frøken von Klettenbergs kreds hørte en læge, Metz, der var vel bevandret i den mystiske og alchymistiske literatur, og som havde opfundet en medicin, som mange betragtede som undergjørende. Raadsherren kunde ikke udstaa ham og kaldte ham en svindler.
Da Wolfgangs feber var paa det høieste, ilede fru Goethe til lægen uden sin mands vidende; hun bønfaldt ham om øieblikkelig at indfinde sig. Han fulgte hende og anvendte sin medicin, der fremkaldte en synlig bedring. Faderen, som intet anede om doktorens besøg, var i den høieste forbauselse over den vidunderlige redning.
Fru Goethe glemte ikke denne dag; hendes tillid til, at sønnen var bestemt til at udføre store ting, vaklede aldrig mere.
Wolfgang var endnu flere maaneder lænket til sygeværelset; indtil sommerens frembrud var han nødt til at holde sig i ro. Men ensomheden styrkede ham og skjænkede ham indre klarhed.
Allerede som barn havde han gjennem folkebøger
