flittig paa pianoet. Som religionslærer havde han tilkaldt en sygelig prest, der ikke forlangte andet, end at hun skulde fremsige stykker af Luthers katekismus. Hun var ingen religiøs natur, og hendes nøgterne forstand gjorde oprør mod denne aandløse kristendomsundervisning. Forpint under den gamles urimelige fordringer, viste hun en haardnakket trods, som gjorde hjemmet meget uhyggeligt.
Vi ved at fru Goethe inden Wolfgangs afreise havde pleiet at hjælpe børnene ligeoverfor faderen. Men nu stillede hun sig paa sin mands side; hun fandt, at Cornelia havde uret. –
Den unge Goethe havde tilbragt tre aar i Leipzig. Han kom tilbage, «som et barn af aar, men som en mand med hensyn til erfaringer».
«Jo mere jeg nærmede mig min fædreneby,» skriver han i sin selvbiografi, «desto smerteligere huskede jeg, med hvilke udsigter og forhaabninger jeg havde forladt hjemmet, og jeg følte dybt sørgmodig, at jeg vendte tilbage som en skibbrudden.»
Ved hans afreise havde faderen næret de største forhaabninger til ham; han havde drømt om at han inden mange aar skulde beklæde et høit juridisk embede i Frankfurt. Wolfgang vendte hjem syg paa legeme og sjæl, uden at have samlet nævneværdige kundskaber og uden at have taget nogen examen. Mødet mellem fader og søn var i høi grad pinligt.
Fru Goethe overtalte sin mand til at udsætte et endeligt opgjør, indtil sønnen var bleven sterkere; takket være hendes opofrende pleie, kom han sig lidt efter lidt. Men henimod juletid 1768 tog hans
