Fru Goethe og hendes datter havde faa berøringspunkter. Cornelia havde arvet sin faders pessimistiske natur og gik op i sygelig selvbeskuelse. Hun trængte opmuntring og glæde og længtede ligesom moderen efter omgang med venner; men hun havde intet af hendes evne til at lempe sig efter dem og til at finde sig tilrette i alle forhold. Hun tørstede efter den velvilje og kjærlighed, som faderen i sin stolthed gav afkald paa; men hun manglede moderens evne til at tiltrække mennesker og var ligesom faderen mut og lunefuld. Skjønt Goethe elskede sin søster høit, har han sagt om hende, «at hun hverken eiede tro, haab eller kjærlighed».
Moderens munterhed og overstrømmende livskraft virkede frastødende paa den tunge Cornelia, og hun stod uforstaaende ligeoverfor hendes evne til at holde ubehageligheder paa afstand og til at finde trøstegrunde under alle omstændigheder. Fru Goethe havde desuden gjort et stort feilgreb ved tydelig at vise, at hun foretrak Wolfgang.
Cornelia havde en naturlig og værdig fremtræden og dybe, udtryksfulde øine. Men hendes hud var næsten altid uren, og det høit opstrøgne haar, som dengang var mode, misklædte hende.
«Mit speil bedrager mig ikke, naar det siger mig, at jeg bliver styggere og styggere,» skrev hun i sin dagbog.
Faderen modsatte sig hendes uskyldigste adspredelser, og hun var under sin broders fravær det eneste offer for hans pædagogiske iver. Han forlangte, at hver time skulde udnyttes: Hun maatte studere italiensk, fransk og engelsk samt øve sig
