udseende. Ærgerlig over denne ydmygelse, skyndte han sig at sælge sin kostbare garderobe for at kunne kjøbe moderne ting; og han aflagde sin frankfurterdialekt, som skurrede i leipzigernes øren. Han blev snart saa elegant, at en ven, der traf ham det følgende aar, fandt ham fuldstændig forvandlet.
Han nød livet i fulde drag. I et versificeret brev til en af sine kamerater i Frankfurt sammenligner han sig med en fugl i skoven, der flyver kvidrende fra gren til gren og indsuger frihedens herlige luft.
«Hos eder i rigsstaden sidder dumheden endnu i høisædet,» skrev han til sin søster.
Paa grund af datidens daarlige kommunikationer var han langt borte fra hjemmet, naar han var i Leipzig. Men hans fader vilde, at det uudviklede barn ogsaa paa afstand skulde staa under hans kontrol; saavidt det stod i hans magt, vilde han bevare ham fra at gjøre gale streger.
Cornelia ønskede meget at være i ivrig brevveksing med broderen; raadsherren besluttede at benytte denne brevveksling til at undersøge, hvad han foretog. Samtidig skulde hun øve sig i fremmede sprog; hun maatte afvekslende skrive til ham paa tysk, fransk og engelsk, og Wolfgang maatte svare paa samme maade.
Den unge Goethe gjennemskuede den gamles plan; man merker, at hans breve er skrevne med faderens kritik for øie. De mange breve til søsteren er snarere stiløvelser end hjerteudgydelser, og han fortæller udførlig om, hvad han har hørt af sine lærere.
I et af dem siger han til sin søster:
«Jeg maa ofte le, naar jeg ser, at en snil, enfoldig
