langt paa nat. Henimod morgenen fulgte han hende hjem. Da de skiltes, kyssede han hende paa panden. Det var det første og sidste kys.
Den følgende dag brød et frygteligt uveir løs over de unges hoveder. Øvrigheden var gjort opmerksom paa de forfalskede haandskrifter, og den unge Goethes navn var paa ubegribelig maade indflettet i den smudsige historie.
Hans forældre led en stor ydmygelse. Raadsherren var forbitret over, at hans eneste, høit begavede søn havde selskab med forbrydere. Moderen søgte af al magt at berolige sin mand; hun kunde ikke tiltro sin yndling slette handlinger, men hun gjorde sig mange bebreidelser paa grund af sin svaghed.
Hans uskyldighed blev tilfulde bevist. Men da han ikke vilde angive sine venner, maatte man forfølge sagen videre, og hans kjærlighed til Gretchen kom for dagen. Det saarede ham dybt, at hans hjerteanliggende blev berørt af fremmede hænder; endmere saarede det ham, at hun under forhøret erklærede, at hun betragtede ham som et barn.
I hans letbevægelige sind antog ydmygelserne og skuffelsen uforholdsmæssige former. Han blev syg af sindsbevægelse; hverken hans faders tilgivelse eller hans moders opmuntring gjorde virkning.
Den unge bedrager fik en mindre straf. Gretchen blev sendt tilbage til sine forældre, der boede paa landet. Wolfgang fik en huslærer. Da sommeren kom og han kunde streife om i skov og mark, faldt han omsider til ro.
Mange aar efter satte han den skjønne Gretchen et uforgjængeligt mindesmerke i «Faust».
