Paa veien underholdt man sig med madamerne om den Gud velbehagelige præken samt om mangfoldige andre ting.
«Prækenen var hverken bedre eller værre, end man kunde vente det! Vi har ingen bedre prest og maa finde os i det,» sagde jeg. «De er en slem kone!» sagde de andre. «Selv om presten taler aldrig saa ivrig, er De ikke tilfreds.»
Men raadsherinden var ingen slem kone. Hun mente: Hvis pastoren i ungdommen havde lært at gaa uden krykker, vilde han kunne have vovet sig ind paa nye veie og fremlagt nye synspunkter. For menneskesjælen er en slig drøvtygger-præken af en prest, som med alle fire klamrer sig til dogmerne, det samme som papirstrimler er for æslet, naar det venter at spise hakkelse og græs. Det bringer ingen vekst for sjælen og ingen næring for det aandelige liv.» – – –
Det var vaaren 1764. Maria Theresias ældste søn Joseph den anden skulde vælges til keiser. Byen var i spændt forventning. En ny kroning stod for døren.
Ogsaa i Goethe-huset glædede man sig til de
