Sin trang til at udveksle tanker om høiere emner fik hun tilfredsstillet hos sin slegtning, den fromme og høisindede Susanna Catharina von Klettenberg, som hendes søn har foreviget i «En skjøn sjæls bekjendelser».
Frøken von Klettenberg var af fornem herkomst og hun havde næsten altid været omgivet af fornemme mennesker. Hun var syg, men bar sygdommen med stor taalmodighed. Hun havde stiftet en adelig søndagsklub, hvis medlemmer var sterkt paavirkede af Swedenborg. Ogsaa fru Goethe var medlem af denne klub; hun ærede og elskede frøken von Klettenberg, om hun end ikke helt kunde følge hende.
Stive, kirkelige former var hende en gru. Hun pleiede at forlægge besværlige arbeider til søndagen; thi da kunde hun være i ro. Naar familiens øvrige medlemmer var i kirke, gik hun rundt i huset med støvklud og limpotte for at sætte istand, hvad der var bleven ødelagt i ugens løb. Gik hun en enkelt gang i kirke, var det for ikke at forarge naboerne.
«Jeg vidste i forveien, hvad presten vilde sige; derfor holdt jeg min lille hviletime, medens han prækede,» fortalte hun. «Men egentlig hvilte jeg ikke; medens jeg længtede efter at komme igjennem hans langtrukne præken, tænkte jeg over det arbeide, som ventede mig, naar jeg kom hjem. Jeg var umaadelig utaalmodig efter at komme ud af kirken for at udføre alt, hvad jeg havde foresat mig. – –
Imidlertid pleiede han at være bleven næsten færdig med sin tale. Man gik fra kirken i klynger, klædt i søndagsstas og i de nye salopper, – klip, klap gik det hjemad med høie stylter paa fødderne.
