ham, da hun var bange for, at dette vilde ophidse ham mere.
Omsider bestemte han sig til at gaa ned i spisestuen. Han maatte forbi Torancs leilighed, hvor der stod fuldt af mennesker udenfor. Pludselig blev døren aabnet; franskmanden kom ud og rystede hans hænder.
«De lykønsker os vel ogsaa til vort held paa denne farefulde dag,» sagde han. «Jeg vilde ønske, at man havde jaget eder alle til helvede, selv om jeg havde maattet reise med,» skreg raadsherren.
«Disse ord skal De angre,» svarede Toranc; han trak sig øieblikkelig tilbage til sine værelser.
Goethe, som havde faat luft for sit onde lune, fortsatte sin gang nedad trappen og satte sig tilbords.
Straks efter blev husfruen kaldt ud. En adjutant var kommen for at meddele hende, at kongeløitnanten havde befalet, at hendes mand skulde fængsles. Hun bønfaldt officeren om at vente med at udføre hans ordre. Derefter skyndte hun sig til tolken for at bede ham om at opbyde alt for at stemme Toranc til mildhed. Efter en stunds forløb vendte Dine tilbage. Kongeløitnanten forstod den vanskelige stilling, hvori fru Goethe befandt sig paa grund af hendes mands urimelighed. Hans vrede havde lagt sig, og arrestordren blev tilbagekaldt.
Efter dette sammenstød forlangte husets eier bestemt, at Toranc skulde søge en anden bolig.
Nogle maaneder efter blev han befriet for sin indkvartering. Men kongeløitnanten blev endnu boende to aar i byen.
