Hopp til innhold

Side:Goethes moder.pdf/46

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

han aldrig vilde røre de penge, som Textor havde modtaget for at forraade sin by.

Sønnesønnen siger, at han aldrig saa sin bedstefader heftig eller vred. Men denne fornærmelse gjorde ham rasende: Han reiste sig og kastede en kniv efter sin svigersøn, der trak sit sverd, som han efter tidens skik bar ved sit bælte. Alle tilstedeværende var forfærdede; pastor Starck besvimede af skræk.

Naar denne strid kunde udjevnes og forholdet atter blev taaleligt, skyldtes det helt og holdent fru Textor, som stiftede fred.

Kongeløitnanten blev boende tre aar i Goethes hus. Disse aar rummede sindsbevægelser og megen sorg for husets frue. Kort efter at Toranc var flyttet ind, døde hendes næstældste søn, Herman Jakob, af kopper. Ogsaa Wolfgang blev angrebet; hendes skjønne yndlingsbarn blev vansiret og forandret, og man saa spor af sygdommen indtil hans ældre aar. Omtrent paa samme tid fødte fru Goethe sin yngste søn, Georg Adolph, som døde snart. Og en ualmindelig smuk og elskværdig liden datter, Maria, døde halvtredie aar gammel. Det trængtes sjælsstyrke for at bære alt dette med sindsligevegt, medens huset var fuldt af franskmænd.

Man havde en eneste trappe, som gik gjennem alle etager. Arrestanter blev bragt ind og ført ud, officerer kom og gik, borgere fik foretræde med sine klager, kongeløitnanten holdt desuden aabent taffel. Man hørte uafladelig stemmer i forhallen, skjønt tjenerne var stilfærdige og flinke og alt gik regelmæssig til.