ham voksede fra dag til dag. Det kom til lidenskabelige scener mellem svigerfader og svigersøn, og dette skabte vanskeligheder for familiens damer.
Fru Textor og fru Goethe var fredsmæglere, hvilket i høi grad var paakrævet i denne tid.
Næsten alle familier fik indkvarteringer. En adelsmand fra Provence, François de Toranc, blev indkvarteret hos Goethes. Det var ham, som havde lagt planen til byens overrumpling, og han havde gjennemført den med stor klogskab. Som belønning blev han udnævnt til «Lieutenant de Roy»; han havde det hverv at udjevne stridigheder mellem borgerne og de militære.
Da han traadte ind i huset ved Hirschgraben, gjorde han straks et behageligt indtryk; han var en høi, alvorlig mand, med en rolig, behersket fremtræden. Han blev enig med husets eier om, hvilke værelser der skulde overlades ham, og hvilke der vedblivende skulde være til familiens afbenyttelse. Da han hørte tale om en malerisal, blev han meget interesseret; han bad om at faa se den straks, skjønt det allerede var aften. Lysene blev tændt, og raadsherren fulgte ham; da man fortalte, at de fleste af kunstnerne boede i Frankfurt, udtalte han ønsket om at lære dem at kjende og at gjøre bestillinger hos dem.
Han optraadte overhovedet paa den mest forbindtlige maade. Men Goethe var rasende over at maatte modtage en af de bittert hadede franskmænd i sit velindrettede hjem, som nylig var bleven færdigt efter ombygningen, og hvor han selv havde ordnet alt nøiagtig og smukt. Skjønt han talte flydende fransk, holdt han sig efter det første møde paa
