Da han ikke vilde skilles fra hustru og børn, maatte ogsaa de blive boende.
Han lod spænde voksdug over værelserne, da taget blev revet ned; men regnen strømmede alligevel ned i alle senge. Sluttelig blev tilstanden saa uudholdelig, at han maatte bekvemme sig til at sende børnene bort. Venner, der havde tilbudt at tage sig af dem, fik dem nu i sin varetægt, og meget modvillig sendte faderen dem i en offentlig skole. Overgangen var ikke behagelig, hverken for Wolfgang eller Cornelia; de kom sammen med en mængde uskikkelige børn, som det faldt dem vanskeligt at værge sig mod, fordi de hidtil havde levet afsondrede fra verden.
Vaaren 1758 stod huset færdigt i sin nye skikkelse. Det var stort og bekvemt; alt, hvad der var gammelt og overflødigt, blev solgt ved offentlig auktion.
Det høie graa hus – det nuværende «Goethe-hus» – viser raadsherrens sikre smag. Den solide port er beslaat med messing. Et smukt jerngitter beskytter vinduerne i første etage. I den rummelige forstue er gulvet belagt med sort og hvidt marmor; her hænger de kobberstik, som han havde bragt med fra Rom. En bred trappe fører op til selskabsværelserne, der har silketapeter, og hvor vokslysene blev tændt i de venetianske kroner, naar der kom gjester.
I anden etage laa dagligværelserne, raadsherrens studerværelse, biblioteket, som han straks begyndte at ordne, samt malerisamlingen, der tidligere havde været spredt, men nu blev anbragt i et eget rum. I denne etage laa ogsaa den gule sal, hvor fru