store evner; han fremholdt uafladelig, at han var berettiget til at vente meget af ham i fremtiden. De arbeider, som sønnen og datteren blev overlæssede med, stod ikke i nogetsomhelst forhold til deres alder. Begge søskende blev opirrede over hans haardhed. Moderen stillede sig paa børnenes side, men vovede ikke altid at vise det. Hun havde lært at vende og dreie sig efter forholdene og søgte at lægge livet saa behagelig som muligt tilrette baade for sig og sine børn.
«Jeg og min Wolfgang holdt altid sammen,» fortalte hun senere; «vi var begge unge. Aldersforskjellen var ikke saa stor som mellem ham og hans fader.»
Gjennem husets bibliotek lærte Wolfgang de gamle klassikere at kjende. Hos en boghandler i nærheden kjøbte han billige aftryk af historier fra middelalderen. Men Bibelen, som moderen flittig læste, blev ogsaa tidlig hans yndlingsbog.
Om aftnerne samledes familiens medlemmer om det runde bord i stuen, og man læste høit af bøger, som børnene fandt kjedelige. Den store digter glemte aldrig, at han de lange aftener maatte læse høit i «Pavernes historie», et langtrukket verk i flere bind. Moderen og de smaa kjedede sig grundig. Ogsaa faderen gabede af kjedsomhed; men han forlangte ikke destomindre, at man skulde læse bogen helt tilende.
Efter den gamle frues død besluttede raadsherren at bygge huset om. Som sedvanlig gik han frem med stor omstændelighed. Han havde foresat sig, at han ikke vilde vige fra huset, men personlig give arbeiderne anvisninger og holde opsigt med dem.
