«Hvorfor vil du have hjælp af stjernerne?» spurgte hun. «Vi andre maa hjælpe os uden dem.»
«Hvad der er nok for andre, er ikke nok for mig,» svarede han.
Hans fader nærmede sig femti-aarsalderen; han var overordentlig bange for at miste det mindste af sin værdighed. Det uomgjængelige i hele hans væsen tog form af herskesyge og luner. Fru Goethes livlighed plagede ham tidevis; han betragtede hvert udtryk for følelse som forkastelig svaghed. Ligeoverfor de unge fandt han ikke den rette tone. Han kom aldrig til at eie sin søns fortrolighed, og han laa i aaben kamp med sin datter. Overhovedet var han en misfornøiet og ensom mand.
Ved siden af ham stod hans livsglade hustru med sin friskhed og munterhed. I rigeste maal havde hun den kjærlighed til menneskene, som han manglede. Hun løb fornøiet fra loft til kjelder, hun talte og sang. Kom der fremmede, kastede hun forklædet af og stasdragten paa i en fart og ilede fra kjøkkenet ind i storstuen.
Hendes mands gjerrighed kom forholdsvis lidet tilsyne, hvor det gjaldt hendes person; det fremgaar af hans husholdningsbøger, som opbevares i Goethe-arkivet i Weimar, at han kjøbte kostbare dragter til hende og forærede hende værdifulde smykker.
Selv mellem dette ulige egtepar var der berøringspunkter: Begge vilde gjennemføre orden i huset og ønskede fredelig hygge. De følte begge sterk trang til uafhængighed. De interesserede sig for kunst og var meget musikalske. Raadsherren spilte paa luth og fløite; vi ved, at hans hustru spilte piano og sang.
