Bedstemoderen blev syg; men endnu kunde den unge frue gaa til hende med sine bekymringer og hente raad hos hende. Børnene opholdt sig helst i hendes rummelige dagligstue. – Hun døde vaaren 1754.
Den sidste jul havde hun foræret sønnesønnen et dukketeater; han har selv sagt, at denne gave omskabte det gamle hus til en ny verden for ham. Fru Elisabeth glædede sig over hans smaa skuespil; men faderen bebreidede ofte sin hustru, at hun paa denne maade vakte og vedligeholdt deres søns interesse for teatret.[1]
Til huset ved Hirschgraben hørte kun en gaardsplads, hvor der stod en vakker brønd og et gammelt nøddetræ; men udenfor byen eiede Goethe's en eng med mange frugttrær og et vinbjerg.
I anden etage i det gamle hus var der et værelse, som blev kaldt havestuen, fordi der stod planter ved vinduet. Efter bedstemoderens død opholdt børnene sig enten i dette rum eller nede i en forstue ved siden af indgangsdøren, hvor man gjennem et trægitter kunde se, hvad der foregik paa gaden. Her pleiede fru Goethe at strikke og sy eller rense frugt og grønsager, medens de smaa legte omkring hende.
Wolfgang havde meget tidlig følelsen af, at han var bestemt til store ting. Man havde fortalt ham, at Jupiter og Venus havde været de herskende planeter ved hans fødsel, og han sagde ofte til sin moder:
«Stjernerne glemmer mig vel ikke! De vil vel holde, hvad de lovede, da jeg blev født?»
- ↑ «Det fordømte dukketeater», som han kaldte sin moders gave, har nu sin plads i Goethe-museet i Weimar.
