I aarene mellem 1750 og 1760 fik han to brødre og to søstre. Men den eneste, som voksede op ved siden af broderen, var den ældste søster Cornelia, der blev født den 7de december 1750.
Wolfgang og Cornelia elskede hinanden og delte ondt og godt i hjemmet. Faderen underviste dem selv i mange fag. Da sønnen voksede til, maatte han lære latin, græsk, hebraisk, fransk, engelsk og italiensk, historie og geografi, religion, naturvidenskab og matematik; han fik end videre undervisning i tegning, musik, fegtning og ridning. I sine erindringer fortæller han, at den strenge raadsherre underviste baade ham og hans søster i dans; med det alvorligste ansigt viste han dem skridt og stillinger. Da de havde lært menuet, tog han sin fløite og blæste for dem, og de dansede til hans musik saa godt, som de kunde.
Huset bestod af to mindre bygninger, som var forbundne ved steile trappegange. De mange mørke kroge var egnede til at vække angst i et barnesind. Efter datidens opdragelsesmetode skulde børnene vænnes til ikke at frygte det usynlige. Wolfgang var mørkræd; da han en aften ikke fik sove, sneg han sig ud af sin seng for at søge ned til tjenerværelset. Paa veien blev han stanset af et spøgelse, som drev han tilbage til sengen; det var faderen, som havde forklædt sig, og som han ikke kjendte i forskrækkelsen. Moderen havde ondt af sit hjertebarn, – sin «Hätschelhans», som hun kaldte ham; hun lovede alt muligt godt, hvis han vilde ligge rolig i sin seng, og tidlig om morgenen kom hun ind til ham med mange velsmagende sager.
